Vestskoven

Vestskoven er Danmarks yngste store skov

Vestskoven - Albertslund Kommune

Vestskoven er skabt i forbindelse med at de københavnske forstæder for alvor kom på landkortet, og parcel efter parcel blev udstykket, hvor der før havde været marker og enge.

I dag er Vestskoven med sine søer og moser, ådale, enge, bakker og stier og efterhånden høje træer centrum for så mange aktiviteter, at man kan blive helt forpustet af at remse dem op.

Der er flere legepladser i skoven, cykelruter også til mountainbike, hundeskove, ridestier og sundhedsspor, løberuter, vandreruter, bålsteder og overnatningspladser. Om vinteren er der langrend, og så kan man selvfølgelig kælke ned ad Herstedhøje – der er højde nok til at give kriller i maven, når man suser ned.

Om vinteren arrangerer det nærliggende museum på Kroppedal også hyppigt stjernekigning i området. Den kendte astronom Ole Rømer havde et landobservatorium her i området – man kan se omridset af det tæt ved Porsemosen i Vestskoven.

Man skal i øvrigt ikke blive forbavset, hvis man på sin tur herud støder på en ridder, en middelalderlæge eller en ork. Vestskoven er også populær blandt rollespillere.